Pouls sidste arbejdsdag d. 24. 08. 91
De første modeller var fra Renault med forhjulstræk. Det var gode og nemme små biler, som det var nemt at komme rundt i gårdene med. Begge ruter gav Poul Dylmer en masse gode bekendtskaber og oplevelser. I Kragelund på Hunderupruten blev Dylmer en overgang værge for en ældre mand, og her var han med til at oprette et legat for manden og hans søskende. Poul blev således kasserer for familien Møller, Kragelund Legatet helt frem til pensionsalderen (67 år). Det var dette arbejde, der senere gav inspiration til oprettelsen af "Fonden Dylmers Legat", som hvert år uddeles i december.
I december 1991 sluttede det aktive liv efter 44 år som landpostbud.
I sit otium har Dylmer holdt sig ajour med livet omkring sig - især i lokalområdet. Han købte hurtigt en computer og er i dag - ved gode venners hjælp - en glimrende bruger.
Dylmer har blandt andet brugt sin energi og evner på dette område til at trykke Bramming Pensionistforenings programmer i en 10 årig periode på sin egen kopimaskine. Det er blevet til 600 programmer to gange årligt.
I de senere år har han interesseret sig meget for - og arbejdet grundigt med - stenskulpturer i Bramming. Han har udgivet ringbindet "Se på Kunst i Bramming", som er en enestående kilde af oplysninger og fotos. Også bevaringsværdige bygninger i kommunen er blevet samlet og registreret.
Poul Dylmer har skænket borgerne i Bramming to flotte stenskulpturer af den lokale kunstner Leif Fogh Jacobsen. Begge er placeret nær boligen.
Poul Dylmer har siden 1961 boet Westergaards Allé nr. 30. Fra 1956 til 1961 boede han i naboejendommen.
Poul Dylmer sov stille ind d. 21. april 2014.